Pressemeddelelse

Pressemeddelelse fra Volkswagen Danmark d. 20-12-2011.

Volkswagen kårer de bedste.

Volkswagen Danmark har netop kåret "Årets Volkswagen-forhandler 2011" og igen i år faldt valget på A.V.Vejgaard A/S i Ringkøbing. Det er fjerde gang indenfor de 16 år, Årets Volkswagen-forhandler er kåret, at sejren går til A.V.Vejgaard , sidst var i2009.

Ét er at blive valgt til Årets Volkswagen-forhandler. Men at blive det for fjerde gang er en præstation. Det forudsætter både konsistens og konsekvens i måden at drive forretning på og motivere på i forhold til medarbejdere og - ikke mindst - til kunder. At gennemføre det år efter år forudsætter en vedholdenhed og omhu, som er normsættende.

"Vi er utroligt stolte af, at modtage denne eftertragtede titel som "Årets Volkswagen forhandler 2011". Kvalitet og kundetilfredshed er nøgleord for den måde som vi driver vores virksomhed på og på medarbejdernes indstilling til udførelsen af deres arbejde - Derfor er det yderst tilfredsstillende for os, at modtage dette skulderklap fra vores importør, da udnævnelsen jo netop dokumenterer, at kunderne i vores forretning får en rigtig god oplevelse ud af at besøge os. At det så er vores 4. titel i alt og 3. gang inden for de seneste fire år at vi modtager titlen, underbygger jo blot i endnu højere grad, at vi udfører vores arbejde på en rigtig tilfredsstillende måde for både vores kunder og vores importør" udtaler Anders Vejgaard.

Som begrundelse for udnævnelsen udtaler Volkswagens danske direktør, Ulrik Schönemann:

"Det er fjerde gang, at vi peger på denne mønsterforretning som Årets Volkswagen-forhandler og det kan jo begrundes meget simpelt: De gør deres arbejde fantastisk godt. Vi måler på en række parametre, som fx bedømmelse af investeringer, markedsføring af brandet Volkswagen, salgsindsatsen, uddannelse af medarbejderne og som nok den vægtigste grund - kundetilfredshed. Særligt sidstnævnte gør Vejgaard ekstremt godt og jeg er helt overbevist om, at det er her vi vil lægge vores fokus de næste mange år. Vi har høj troværdighed og fremragende produkter, men fremtidens kunder løber skrigende bort, hvis ikke de får ordentlig service. Det er vores hjertesag, at alle vores kunder skal mødes af venlige og servicemindede medarbejdere, der kender produkterne til fingerspidserne og som går op i at opfylde kundens helt specifikke krav. Rådgivning og vejledning i hele processen omkring bilkøbet og vedligeholdelse af bilen. Det er vi i forvejen rigtig gode til hos Volkswagen. Vejgaard i Ringkøbing gør det bare et hak bedre end alle os andre. Derfor er de meget fortjent blevet Årets Volkswagen-forhandler for fjerde gang på 16 år."